Disclaimer
At bevæge sig i og problematisere vores liv og arbejde på musikkonservatorierne og diskutere vores forhold til faglighed, kunst, didaktiske og metodiske overvejelser er ikke uden risiko. Bag enhver overskrift, ethvert begreb og enhver holdning findes vi, der kommer på musikkonservatorierne hver dag og investerer liv og energi i at skabe og medvirke til gode, givende læringsforløb. Vi bruger og prioriterer en betragtelig del af vores liv i at udvikle os sammen – og dét forpligter! Når vi beskriver aktiviteter, tilstandsformer og holdninger er der tale om en kraftig forenkling af vores virkelighed, om nogle tendenser og hovedstrømninger, som vi oplever dem.
Virkeligheden, den enkelte bas- eller hørelære time i mødet mellem læreren og de studerende er en proces, der er sammensat i en sådan grad, at det ikke har mening at forsøge en dækkende beskrivelse. Vores didaktik og metodik, som den rent faktisk udfolder sig en onsdag eftermiddag vil helt sikkert ikke kunne beskrives dækkende. Og godt det samme, for ellers ville det jo ikke være nogen kunst (er undervisning kunst…?)!
Musik som fag
En uddannelse på et musikkonservatorium er en musikuddannelse, hvad enten målet er at uddanne en musiker eller en musikpædagog. Musikeren skal ud på spillestederne og skabe musik, og musikpædagogen skal hjælpe mennesker videre ad musikkens vej. Set indefra fornemmer vi begrebet musik som en slags beholder for alle de discipliner, som vi opnår kompetence i – sammenspil, hovedinstrument, Hovedinstrumentpædagogik, hørelære, rytmelære m.v.. Studieplanen beskriver dem som dele af et hele: en uddannelse som musiker eller musiklærer. Men disse discipliner bliver måske efterhånden til små selvstændige øer i Musikkens hav – de begynder at leve deres eget liv. Er der fare for, at vi mister overblikket?
Nogle af os flytter måske ind på en af øerne med afstikkere til de nærmeste to, tre naboøer: ”jeg er supergod til hørelære, har problemer med hovedinstrumentet, ok til sammenspil, elendig til rytmelære.”. Begreberne Musiker eller Musiklærer bliver et ’fagenes fag’ og disciplinerne bliver til fag. Faglighed i snæver forstand refererer dermed til den enkelte disciplin – til en af brikkerne i musikkens puslespil. Set udefra kan vi vælge at se og beskrive vores Fag som Musik på samme måde som en højdespringer eller kuglestøder kan beskrives som Sportsmand. Dermed ses alle uddannelserne under samme tag: som vigtige organer i musikkens krop, der hver især har en afgørende funktion for systemets funktion, drift og fornyelse. I folkeskolen, i gymnasiet, på seminaret og på universitetet er der Musik som fag/linje/studium på programmet…
Set udefra ser vi helheden, alle brikkerne lagt på plads, og vi er ikke mere interesserede i hver brik for sig – vi er interesserede i resultatet, billedet, der toner frem, når puslespillet ligger samlet foran os. Forslag: For at uddanne sig til musikmenneske skal alt det, der gør musik til musik rummes i faget, og fagligheden må derfor angå viden og kunnen om alle musikkens mange facetter. Spørgsmålet er, om denne sagsfremstilling kan holde vand: fagligheden angår alting i musikken!
Kan fagligheden rumme kunsten?
Problemet med at få kunsten defineret i fagligheden opstår måske, når vi bygger vores skole, som skal uddanne musikere og pædagoger. Det er lettere at beskrive, planlægge, formidle og eksaminere i viden om det håndfaste, om skalaerne og fingersætningerne end det er at forholde sig didaktisk og metodisk til dét at skabe, inspirere og tryllebinde. Faget ”musiker” og ”musiklærer” splittes som før nævnt op i en perlerække af værkstedsforløb, hvor vi udfra et mekanistisk grundsyn oparbejder en faglighed. Ideen om, at fagligheden skal være i top for at vi kan springe ud som en stor musiker eller pædagog, den er central i vores bevidsthed på konservatoriet, hvilket vores studieplan og belastningen på kopimaskinerne kan tale med om.
Vi har bygget to rum, som vi kan bevæge os ind og ud af. Et kunstens rum, hvor vi oplever – et ikke- analyserende rum med en æstetisk tilgang. Begreberne ”Rigtigt ”og ”Forkert” passer skidt ind i dette rum; følelse af frihed, kunstnerisk integritet og irrationalitet hersker her. Det andet rum er et i snæver forstand faglighedens rum, hvor vi formidler, øser af vores viden og kunnen. Og her er det omvendt begreberne frihed, kunstnerisk integritet og irrationalitet, der ikke passer så godt ind; alt i dette rum er måleligt, analyserbart og vi kan sætte tal på. Måske er ”faglighed” og ”kunst” blot nogle gamle slidte ord, som vi ikke kan få til at mødes?
Ude i ”virkeligheden”, i kunstnerkredse synges den gamle sang: ”…At lave en skole, der skal undervise i kunst er en umulighed – det kan ikke lade sig gøre! De, der har talent skal nok brænde igennem firmamentet, de andre må finde noget andet. Der er mange, der føler sig kaldet – de fleste hører forkert!…” med andre ord: kan musikkonservatorierne rumme kunsten, eller er det snæver faglighed det hele? Kilometer efter kilometer bugner hylderne af musikskoler, teoribøger, øvekompendier, m.v. hvor vi kan søge og tanke viden op – vi har måske glemt, hvordan det var at blive god til at spille uden at vide noget, uden at skulle gå i skole. Og det er der måske en grund til: vores eksistensberettigelse som skole ser vi ligge i det ”guld” vi besidder, nemlig vores viden, kunnen og vores evne til at formidle det. Tanken er ikke rar for en musiklærer: Man lærer bedst at spille i fritiden med vennerne fra ungdomsklubben – musikbiblioteket, Internettet og hænge ud på Musikcaféen dækker rigeligt resten. Hvad er det vi kan, hvori består vores styrke?
Formidling og oplevelse
De mange uddannelseslinjer anser vi trods mange fælles berøringsflader med nogen grad af sammenfald hvad angår studieordning, fagområder og –fordeling traditionelt for væsensforskellige. Musikerlinjerne står for det udøvende – for kunstneren, og de musikerlinjerne handler om musiklæreren – musikformidleren. Det er ikke lige for at betragte en times undervisning som en kunstnerisk oplevelse, og omvendt plejer vi ikke at beskrive koncerten i Jazzhouse som ”flot musikformidling”. Begreberne ”formidling” og ”oplevelse” giver os her problemer, da de i deres væsen er så forskellige: Formidling er den velkendte motor for læring – vi formidler musikkundskaber til vore studerende, der ved at lytte, imitere, læse og øve ”lærer noget”. Kundskaberne, stoffet eksisterer uden for den studerende, der ved formidlingens hjælp modtager – indoptager fagligheden. I sin natur rummer begrebet formidling elementer af passivitet set fra modtagerens, den studerendes synsvinkel.
Hvis læreren ikke selv har skabt eller formet kundskaberne eller lærestoffet, rummer begrebet også passivitet set fra lærerens synspunkt – han formidler dermed andres oplevelser og kunnen mere eller mindre indlevet og ’hørt’. En oplevelse er derimod noget, som den der oplever selv bygger op. Unikt, og egentlig uden for vores rækkevidde som dem, der er genstand for oplevelsen. At opleve er en skabelsesproces og som sådan aktiverende, engagerende og uforudsigelig i den forstand, at oplevelsen bygges på den indre virkelighed – sindstilstand, æstetik og tidligere oplevelser. Et forsøg på at tegne et oplevelsens diagram bliver hurtigt kompliceret: ydre sansning, refleksion, indre sansning af refleksionen, associationer over refleksionen, sansning af associationerne, glæde eller modvilje, sansning af . . . osv.
Musikeren og musikpædagogen i samme rum
Hvis vi et øjeblik definerer musik og tale som ”lyd” og dans og fagter som ”bevægelse” vil vi se, at musikeren og musikpædagogen nu befinder sig i samme rum – som skabere af lyd og bevægelse. På samme måde befinder vores tilhører og studerende sig nu i samme rum – som oplevere. Rent fysisk rummer lyd og bevægelse ikke andet end sig selv – æstetikken, kundskaberne, indholdet findes vel ikke indlejret dér – det bygger tilhøreren og den studerende op som en indre oplevelse i form af en fortolkning af lydene og bevægelserne, i koncertsalen såvel som i klasseværelset. Den personlige oplevelse er dermed motoren for læring, og det, den studerende kan, bygger hun selv på baggrund af det, hun rummer: en syntese af den nye oplevelse og den kunnen, erfaring og kærlighed til musik, hun bringer med sig.
Det gør i virkeligheden læringssituationen nøjagtig lige så uforudsigelig som koncertsituationen – den studerende er en aktiv med- og modspiller, der selv bygger kompetencerne uafhængigt af lærerens æstetik, oplevelser og erfaringer med det aktuelle stof. Set fra vores synspunkt som lærere er det måske igen en smule bekymrende – hvor stor kontrol har vi over den effekt, vores undervisning har? Hvordan farver og påvirker undervisningen den studerende? Og det stiller os overfor nogle nye udfordringer: for at undersøge, hvilken læring, der sker, må vi bede den studerende undervise os, lade os opleve, hvordan det, hun har lært sig på baggrund af vores undervisning ser ud fra hendes synsvinkel. Dialog og en friere vekslen mellem rollerne end de fastlåste lærer/elev rollemønstre forudsætter – det bliver her afgørende for en givende proces.
Kundskab, sansning og refleksion
Det er som om, at de afgrænsninger vi hele tiden bygger op omkring os giver os flere problemer end fordele. Er det faglighed eller kunst, er det lærer eller elev, er det musiklærer eller musiker. Inddeler vi musikken og os selv i flere linjer, fag, færdigheder eller rum må vi jo nødvendigvis forlade det ene rum, når vi går ind i det andet. Men det gør vi ikke! Vi benytter tit ord som færdigheder og viden; men det er som om de lukker sig lidt om sig selv: færdighed er noget du er færdig med. Viden er noget, du ved. Vi kan forsøge ordet Kundskab – begrebet giver associationer til såvel det at kende til noget som det at kunne noget. Kundskab bygger vi af oplevelser, som vi har inden for alle musikkens tilstandsformer, de snævert faglige og de vidtfavnende kunstneriske. Oplevelsen, ærgrelsen over pludselig at forstå, hvorfor det ikke gik at koge kontrabasstrengene ligesom elbasstrengene – der er lim i kontrabasstrengene! At forsøge noget nyt, håbe det går, og så mærke resultatet.
Oplevelsen af, at musikken løfter taget, at instrumenterne smelter sammen til eet væsen – glæden ved, at det skete igen. Oplevelsen af, at kaninen glemmer tid og sted og vil opleve mere – frustrationen over, at det ikke er muligt at få kontakt. Der findes mange forskellige kundskaber, som vi kan noget af og kender noget til. Men vi bliver aldrig færdige, igen og igen skal vi ind i musikkens cirkel og forsøge at kunne.
Musik er ikke en færdighed – det er en tilstand!
