Vores pædagogiske grundholdning

Overvejelser omkring Rytmisk Musikkonservatoriums pædagogiske grundholdning
Hvordan er vores syn på dét at undervise – hvad er vores pædagogiske grundholdning? Dette spørgsmål har vi så vidt vides aldrig åbent diskuteret og forholdt os til overfor hinanden – En grundholdning har vi vel alle, bevidst eller ubevidst. Vi er lærere, fordi vi kan noget i musikken og vi byder hver især på en indfaldsvinkel, en didaktik og metodik… – men hvilken? Med dette oplæg vil jeg gerne starte en debat om vores syn på det at undervise – vores pædagogiske grundholdning. Efter femten års pædagogisk virksomhed på RMC føler jeg, at det er på tide at komme i gang, at påbegynde en proces, hvor vi udveksler synspunkter og forholder os bevidst til det at have medansvar for andre menneskers læring og vækst.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i fire begreber, der kan belyse vores pædagogiske virkelighed: Kundskab, Etik, Æstetik og Mennesket. Nedenfor følger en kort præsentation af hvert begreb efterfulgt af nogle spørgsmål – Rediger, streg ud og tilføj, som I synes…:

1. Kundskab
I arbejdet med at planlægge, forberede og gennemføre undervisning er vores forhold til kundskab central; vi lærere kan noget, vi kender til noget, som vore studerende på RMC vil have fat i – de ønsker at blive bedre til musik. Samtidig ønsker vi lærere også at blive bedre i musikken, og dette fælles ønske om at lære, om at tilegne sig kundskaber forudsætter at vi diskuterer, hvad kundskab egentlig er. Vi kan undersøge ved at stille spørgsmål til begrebet fra tre vinkler

  • Om kundskabens natur:
    Hvad er kundskab? Hvilke krav kan vi sætte til tanker, viden eller information for at det er kundskab? Hvordan afgrænser vi kundskab fra andre begreber som f.eks. fantasi, tro, gætteri og formodning? Er kundskab én ting, eller findes der flere slags kundskaber? Er kundskab det, der står beskrevet i studieordningen?
  • Om etablering af kundskaber:
    Hvor kommer den information eller viden, som bliver til kundskab fra? Hvordan tilegner vi os den? Opstår kundskaber kun gennem oplevelse og erfaring, eller kan kundskaber være medfødt?
  • Om kundskabers værdi:Kan vi vurdere kundskabers værdi, deres gyldighed? Findes der eviggyldige, objektive kundskaber? Er kundskaber blot udtryk for subjektive oplevelser, som ophøjes til sandheder? Hvem skal foretage en sådan vurdering, læreren, den studerende, rektor, Charlie Parker… ?

2. Etik
Etik har med det, som er godt eller ondt, rigtigt eller forkert at gøre. Begreber som ’pligt’ eller ’at gøre det rigtige’ er noget, som rejser etiske spørgsmål. En etisk handling forudsætter, at der findes flere alternativer – det forudsætter situationer, hvor vi kunne have handlet anderledes end vi faktisk gjorde. Netop valget mellem de forskellige alternativer giver os et ansvar for vores handlinger. Konklusionen må her være, at vi må give hinanden mulighed for at træffe valg, hvis vi ønsker, at vi alle skal føle et medansvar for vores eget og RMC’s liv og udvikling.

  • Interessegrupper
    I valget af de uddannelseslinjer, faciliteter, fag og lærere, som RMC tilbyder ligger et valg. I valget af timelæreransættelser, af fokuprojekter og hvilke docenter, der skal deltage i dem, der ligger også nogle valg – nogle foretager disse valg, nogen må få tilgodeset sine interesser. Hvem er det, og hvem styrer, hvem der får tilgodeset sine interesser? Er valgene udtryk for de studerendes interesser? Lærernes interesser? Rektors interesser? Musikskolernes interesser? Det drejer sig om magt, om påvirkning og retten til at foretage valg, retten til at træffe afgørelser. Hvem vurderer og beslutter en balance mellem de forskellige interessegrupper på RMC?
  • Autoritet
    Skal vi udøve autoritet, når vi underviser? Skal de studerende udøve autoritet overfor hinanden, overfor lærere og overfor ledelsen? Skal ledelsen udøve autoritet overfor de studerende og ansatte. Hvor stor indflydelse og magt skal vi have over hinanden? Hvem vurderer denne autoritet, hvem har kompetence til at foretage en etisk vurdering?
  • Indgreb i friheden
    Skal den individuelle frihed begrænses af de kollektive interesser? Hvem foretager den etiske vurdering? Er det vigtigt, at de studerende kommer til timerne? Er det vigtigt, at lærerne passer deres timer? Hvem vurderer, når individet skader de kollektive interesser? Hvordan retfærdiggør vi det? Hvem formulerer reglerne på RMC? Hvem formulerer den straf, der udløses, når reglerne brydes?

3. Æstetik
Vi bruger vores følelser, smag, oplevelser af smukt, spændende, kedeligt og grimt i hverdagen på RMC. Ved valg af repertoire, stil, emner og evaluering af hinandens præstationer foretager vi æstetiske vurderinger. Skal vi foretage æstetiske vurdering af musikken og hinandens udtryk? Hvilken musik har æstetisk værdi? Skal undervisningen i KlaBi eller GuiBi indeholde et krav om skønhed, eller gælder det kun de ’kunstneriske’ fag? Er skønhed et krav til musikken på RMC?

4. Mennesket
Hvordan opfatter vi hinanden – har vi alle på RMC grundlæggende gode intentioner, eller er vi ude på at slippe så nemt udenom problemerne som muligt? Føler vi ansvar for os selv og hinanden? Kan vi stole på hinanden? Tør RMC stole på, at vores vurdering og de valg, vi foretager er til stedets bedste? Skal vi alle være lige? Skal vi alle have det samme i løn? Må nogen af os være bedre end andre?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne side bruger cookies. Før du læser videre, vil jeg bede dig om at acceptere denne sides brug af cookies. Tak!