Det er et gennemgående træk i debatten omkring kunstskoler og forskning, at kunsten rummer en viden, som forskningen kan forske i og italesætte. Kunstværket kan tillægges en betydning og dette rejser endvidere spørgsmålet om intentionalitet. Forskning skaber viden, og forskning i kunst vil derfor naturligt søge at afdække en viden om kunsten og dens intentionalitet. Men kan vi sige noget om en sådan viden og dens intentioner – hvilke områder i kunsten angår den, og hvad kan vi bruge den til?
Spørgsmålet er, om denne kunstens betydning kan siges at bygge på en intentionalitet – og ikke mindst hvem, der kan siges at være ansvarlig for denne intentionalitet! Spørgsmålet er, hvorvidt kunstværkets symbolik er et resultat af bevidste skabelsesprocesser, der intentionelt er ilagt værkets tingslighed; eller hvorvidt denne symbolik også er et produkt af under- og ubevidste symboldannelser, der frivilligt eller ufrivilligt er tilføjet værket.
Vanskeligheden ligger i, at når man observerer en betydende adfærd, dvs. en adfærd, som udfører en funktion, så er man tilbøjelig til at forbinde betydningens oprindelse med en intentionel målrettethed, som på forhånd har fastlagt det mål, funktionen skal nå. […] Når det gælder vores daglige, sociale liv, kan vi ikke, når vi ser et meningsfuldt budskab eller en meningsfuld adfærd – lade være med at tildele den, der udsender budskabet eller udfører adfærden, en intention. Der er naturligvis tale om en projektion af vores egen erfaring fra tilsyneladende tilsvarende situationer.
(Atlan, 1986:76)
Forfølger vi denne position viser det sig hurtigt, at en ambition om via forskning at kunne afdække kunstens symbolske værensmodalitet vil besværliggøres af tankerne om såvel under- og ubevidst/ufrivillig intentionalitet som intentionelle projektioner. Ideen om det intersubjektive får vægt i dette billede, og det vil ikke være ligetil at skelne mellem forsker og genstandsfelt eller skaber, værk og oplever – og vi vil stå med et måleproblem, der er analogt med kvantemekanikkens. Dette er ikke en hindring for at kunne forske i kunst; men det er en udfordring, der kræver en sikker platform bestående såvel af en konsistent forskningsdefinition som et videnskabsteoretisk bagkatalog, der kan hjælpe os til, at kunstskolerne ikke maler sig op i et hjørne, hvor virksomheden kan reduceres til noget, der klinger af eller anden form for videnskabelig astrologi.
Debatten har udtrykt en forventning om, at en viden skabt gennem forskning i kunst vil kunne italesætte og afmystificere kunstnerens praksis. For mig at se er kunstens (og kunstskolernes) eneste chance for overlevelse, at kunstens magi, mystik, allegori og symbolik friholdes fra en forskning, der hævder at kunne punktere det vidensvakuum, som kunsten hviler i.
Dette vakuum udgør nemlig netop dét afgørende kontinuum, hvori kunsten kan leve. Vi har brug kunst og viden – vi har brug for begge i deres stærkeste tilstandsform – ikke en udfaset blandingsmodel, som enten vil være en tung, tingsliggjort (tandløs?) kunst eller en svært begribelig viden. Begge forsøg vil resultere i nogle frembringelser, som jeg finder vil være ubrugelige – såvel i kunstregi som i forskerregi! Groft sagt er videnskab “fornuft (rational perception)” og Kunst “mystik (ilagt mere end sin tingslige anvendbarhed)”. Vi har i vores liv brug for begge.
