Opbrud. For 40 år siden eksploderede skilsmissestatistikken. Nu er skilsmissebørnene blevet voksne, og arrene fra bruddet bærer de med sig. En børnepsykolog håber, at de nye forældre er bedre til at blive skilt
Han var 10 år, da hans mor forsvandt uden at sige farvel. Sådan så det ud for ham. En dag, han kom hjem fra skole, fortalte hans far, at mor var rejst og ikke kom tilbage.
“Mit verdensbillede brød sammen. Min far talte selvfølgelig med mig om det, men det var svært, for jeg klappede i som en østers og ville slet ikke ind på det. Jeg var nødt til at lægge en jernring om mig selv for at holde fast på mig selv,” fortæller 46-årige Jens Skou Olsen om sine forældres skilsmisse i 1972.
Hans far var selv så ramt af skilsmissen, så som 10-årig tog Jens Skou Olsen det på sig at hjælpe med at genopbygge den trygge base og få humøret tilbage i familien. Men når han skulle sove om aftenen, lagde han sig på maven med arme og hænder inde under kroppen. Puden lå over hovedet og ovenover dækkede dynen det hele.
“Det var en slags hule og et forsøg på at skabe noget trygt og tæt. Udadtil var jeg glad og optimistisk, men det var en tynd skal rundt om det kaos, jeg gik med indeni,” fortæller Jens Skou Olsen. Han er ikke bitter og bærer ikke nag, men skilsmissen har haft stor betydning for de mellemliggende 36 år.
“Jeg har følt mig svigtet og fravalgt af min mor. Jeg har levet med den grundlæggende stemning af, at når hun kunne forlade mig, så kan jeg ikke være særlig meget værd. Og det har jeg måttet arbejde meget med,” siger Jens Skou Olsen.
Efter eksplosionen
Han tilhører den første store generation af skilsmissebørn. I år er det 40 år siden, antallet af brudte hjem eksploderede; på få år mere end fordobledes skilsmissetallet fra omkring 6.500 om året til 13.000-15.000 om året. I dag er mere end 300.000 børn vokset op i brudte hjem, og selv om de fleste kommer sig over krisen, fylder de voksne skilsmissebørn uforholdsmæssigt meget i statistikken over skilsmisser, let narkomani, alkoholisme og manglende uddannelse. Forskningen tyder på, det er et resultat af de psykiske, sociale og økonomiske ar, de fik ved forældrenes brud.
Jens Skou Olsen har fortalt sin historie i bogen Skilsmissebørn, og med skiftende persongalleri og intensitet fortæller de øvrige 19 voksne skribenter om den samme vrede og frustration, da deres forældre blev skilt. Selv om flere med tiden har erkendt, at deres forældres brud var det bedste for alle parter, har skilsmissen haft livslange konsekvenser for dem, fortæller forfatter Peter Olesen, der har redigeret bogen.
“Det her er meget frustrerede børn, som nu er voksne og stadig har det siddende i sig, at det kunne have været anderledes,” siger Peter Olesen, selv om han er sikker på, man også kan finde voksne skilsmissebørn, der ikke synes, bruddet var slemt.
Hans egen far døde, da han var dreng, men Peter Olesen føler, han er sluppet lettere end de skilsmissebørn, han kender. En af hans barndomsveninder skulle også have bidraget til bogen, men måtte opgive. Selv så mange år efter var skilsmissen for betændt til at sætte ord på.
Psykisk ustabile
“Hun er ikke sådan en, der ikke har gjort noget ved sit liv, men det er bare så smertefuldt, at hendes far ikke gad hende. Når han to gange om året skulle have hende med i biffen, faldt han i søvn. Man kan ikke sige til folk, at de bare skal glemme det og komme videre, hvis det er et traume i deres liv, og de føler sig overset,” siger Peter Olesen.
For nogle skilsmissebørn udvikler sorgen sig til deciderede psykiske lidelser senere i livet. Ny svensk forskning har påvist, at piger, der var 7-12 år, da deres forældre blev skilt, har en signifikant større risiko for at udvikle depressioner, angst, paranoia, psykoser og fysisk utilpashed senere i livet. Som led i sin doktorafhandling har Teresia Ängarne-Lindberg fra Linköbings Universitet de sidste 15 år fulgt en gruppe på 120 børn, der var mellem 7 og 18 år, da deres forældre blev skilt, og sammenlignet dem med en kontrolgruppe af børn i samme alder, af samme køn og social baggrund fra intakte familier. Hun understreger, at man skal passe på med at konkludere på baggrund af så små grupper, men i forhold til de i dag 22-27-årige skilsmisseramte kvinder, er hun sikker i sin sag.
“Det er en mere sårbar gruppe, og de søger i højere grad hjælp for psykiske problemer. Min forskning tyder på, at de ikke har de samme personlige ressourcer til at håndtere skilsmissen og senere hændelser i deres liv. Måske er det fordi, pigerne vender deres problemer indad og derfor bærer dem med sig i længere tid,” siger Teresia Ängarne-Lindberg, der baserer sin forskning på personlige interviews og såkaldte symptom-tjeklister. Hun vil ikke udelukke, at drengene har lige så store problemer, der bare ikke giver udslag i undersøgelsen.
“Måske viser drengenes psykiske problemer sig bare på en anden måde. Generelt siger man, at drenge er mere udreagerende, mens pigerne er mere indadvendte. Så måske er det en og samme sag, når drengene bliver sendt uden for døren, fordi de laver larm, mens pigerne lukker sig inde med deres problemer,” siger Teresia Ängarne-Lindberg.
Skænderier
De svenske resultater bekræfter tidligere amerikansk forskning. Ifølge en af de kendteste amerikanske forskere på området, viser de dybeste sår fra skilsmissen sig først i voksenalderen. Judith Wallerstein har fulgt 131 skilsmissebørn siden 1970’erne, og efter 25 år havde skilsmissebørnene tre gange så ofte fået psykologhjælp sammenlignet med deres jævnaldrende. De havde også tre gange så stor risiko for selv at blive skilt eller aldrig at gifte sig. Skilsmissebørnene fortæller selv, at de fik for meget ansvar for, at deres forældre og søskende havde det godt, og at forældrene lod dem for meget alene.
Det mønster kan børne-psykolog Margrethe Brun Hansen nikke genkendende til fra sin privatklinik. Hun ser nogle klare senvirkninger hos skilsmissebørn, især fra hjem med skænderier.
“De har en frygt for forandring, og de er bange for at miste. Ofte vil de hellere lade være med at knytte bånd, fordi de ikke vil miste en gang til. De vil ikke lade den anden lære dem helt at kende, for så er de bange for, at de ikke kan elske dem. Det er fordi, de aldrig selv er blevet set eller forstået, de er ikke blevet elsket, når de var svage og grimme,” forklarer Margrethe Brun Hansen.
Når forældre og skoler henviser problembørn til hende, spørger hun altid som noget af det første, om forældrene er skilsmissebørn. Hvis forældrene selv har været igennem en voldsom skilsmisse, kan det have stor betydning for deres børns problemer.
“Den psykiske belastning fra barndommen blusser op, når de selv bliver gift eller får børn, fordi de ikke har redskaberne til at håndtere et forhold. Du observerer og imiterer dine egne forældre. Hvis far råber og smækker med døren, så tænker barnet, at det er en måde at løse en konflikt på. Ved at vokse op i et hjem med skænderier, så lærer børn, at sådan er ægteskab,” siger Margrethe Brun Hansen. Hun skønner, at omkring halvdelen af forældrene, der kommer hos hende, er skilsmissebørn.
Rastløse
En utryg opvækst har også indflydelse på børnenes uddannelsesniveau. Ifølge en undersøgelse fra 2005 fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, har skilsmissebørn dobbelt så stor risiko for aldrig at fuldføre en ungdomsuddannelse, uanset om de kommer fra et akademiker- eller et arbejderhjem. For børn af forældre, der bor sammen, har 13,8 pct. ingen anden uddannelse end folkeskolen, når de fylder 25 år, mens det samme gælder for 26 pct. af skilsmissebørnene.
Undersøgelsen konkluderer ikke, at skilsmissen i sig selv er problemet, men den spiller en væsentligt rolle, mener Margrethe Brun Hansen: “Skilsmissebørn er jo ikke dårligere begavet, men de bruger meget energi på at bekæmpe deres lidt ulykkelige barndom med skænderier og larm. Så er det svært at bevare koncentrationen om en uddannelse. Ofte er de også lidt rastløse sjæle, fordi man efter en skilsmisse typisk flytter frem og tilbage mellem mor og far. Og så flytter mor og finder en ny mand, og så flytter han, og så må vi have en ny lejlighed. Så de får ikke den der lidt ‘kedelige’ familie og faste rytme. Hvis de hele tiden bekymrer sig om, hvordan det kører derhjemme, så giver det en rastløshed og en uro, og så er det svært at fordybe sig,” siger Margrethe Brun Hansen.
Bedre skilsmisser?
Løsningen er dog ikke, at folk lader være med at blive skilt. En undersøgelse fra Boston University viser, at børn i konfliktfyldte familier har de samme problemer som nogle skilsmissebørn, selv om deres forældre bliver sammen.
Det afgørende er, hvordan forældrene håndterer skilsmissen og tiden derefter, forklarer den amerikanske psykologiprofessor Robert Emery, der leder forsknings-centret for Børn og Familier på University of Virginia og har 25 års erfaring på området som forsker og terapeut.
“Nogle af problemerne starter allerede inden, forældrene bliver separeret, så det er ikke en konsekvens af skilsmissen i sig selv, men af forældrenes dårlige forhold,” siger Robert Emery.
Samtidig får skilsmisseforældre som regel mindre tid til barnet og færre penge mellem hænderne efter bruddet, og det må man modvirke, hvis barnet skal klare sig igennem uden problemer, forklarer han.
Den lykkelige skilsmisse findes ikke, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, men hun mener, at man i dag er blevet langt bedre til at skåne børnene for skænderier og huske at tage hånd om dem i en skilsmisse. Derfor håber hun, at den næste generation af skilsmissebørn slipper for lige så mange langtidsvirkninger.
“De børn reagerer selvfølgelig også på kort sigt med et dybt savn, og de taler babysprog igen eller bliver uvenlige. Men hvis begge forældre er enige i at løse barnets problemer, og de godt kan mødes over en kop kaffe, og både far og mor kan hente til tiden, så tror jeg børnenes problemer senere hen bliver minimeret,” siger Margrethe Brun Hansen.
Helt så optimistisk er Robert Emery ikke, og der mangler endnu forskning på området, påpeger han.
“Jeg ville gerne tro på, at vi har lært af vores fejltagelser, og jeg ved, at mange unge skilsmisseforældre er opsatte på det. Men skilsmisser er i sidste ende så følsomme og destabiliserende, så det er en kæmpe udfordring at bevare et rationelt greb om sine følelser,” siger Robert Emery.
Et spark fremad
Først i 20-årsalderen begyndte Jens Skou Olsen at se mere nuanceret på sine forældres skilsmisse. Livet lader sig ikke kontrollere, og skilsmisser er noget, der sker, siger han i dag. Han vil aldrig byde sine tre børn den samme oplevelse, men han har vendt smerten til noget positivt i sit liv som musiker.
“På en måde er det en gave. Jeg var meget tidligt nødt til at tage mit liv i mine egne hænder. Den krise og de traumer gav mig noget energi og et spark, som fik mig i gang. Det er også en fed fornemmelse, at jeg har klaret det, at jeg har overlevet den skilsmisse. I forhold til mit kunstneriske virke har det givet mig en masse kraft og energi og inspiration. Jeg bruger mørket til at skabe,” fortæller den 46-årige jazzmusiker. Han er ved at lægge sidste hånd på sit andet soloalbum Summer on the Moon, og selv her så mange år efter handler flere af sangene netop om skilsmissen og det usagte farvel, der stadig sidder i ham.
I de første måneder efter skilsmissen nægtede han at se sin mor. Siden har han haft god og jævnlig kontakt med hende, og han har fået fortalt hende om nogle af de problemer, skilsmissen har givet ham.
“Det har skabt et mere intimt rum mellem os, men på nogle områder kan jeg stadig ikke finde tilbage til følelsen af at have en mor. Den mor, jeg mistede, findes ikke mere.”
