Jeg har tænkt over, hvorfor der igennem de senere år har bredt sig en vis træt stemning omkring møder, udvalgsarbejde, udviklingsprojekter, fællesmøder m.v. Hvad er grunden til denne ”mæthed”? Emnerne er jo vigtige og spændende i sig selv – det handler om vores fremtid som studerende, lærere, administration og ledelse…det kan da ikke være et kedeligt emne?
Men alligevel mærker jeg denne træthed. Møder som begreb genererer næsten automatisk et nej-tak. Måske har det noget at gøre med, hvordan vi tænker om, planlægger og gennemfører møder! Jeg vil gerne diskutere, om vi har skabt den bedste kultur for udvikling, debat og videndeling – eet er i hvert fald sikkert: vi skal ud af mødetrætheden og mødetrædemøllen. Der må være en forklaring, da jeg er sikker på, at det ikke er dét, at vi ikke orker at lave noget sammen i det hele taget?!? For så har vi store problemer…
Der er interessant en ting omkring mødeproblematikken: de, der indkalder, forbereder og gennemfører møder synes ikke at have problemer med at møde op og være engageret! Hvorfor det? Hvorfor gælder det kun de, der indkaldes til møderne, at denne træthed og passivitet indfinder sig? Er der noget i den måde, vi tænker, planlægger og leder møder på, der ”slukker” mødedeltagerne? Jeg tror det, og jeg tror, at det handler om at kunne være til stede i øjeblikket sammen med de, vi mødes med:
If you act according to a plan, sceme og notions of what should happen next, rather than what is actually going to happen next, you become less and less ‘present’ and so increasingly unconvincing not just to others but, in a way, to yourself. You will be “playing yourself” in an anticipated situation rather than finding yourself in the spontaneous, emerging situation
(Shaw, Routledge 2006)
Det viser sig hurtigt, at de mødeoplæg og mødestrategier, der baserer sig på en forudgående analyse, målsætning eller ønskeligt resultat mister kontakten med den spontane situation I mødelokalet, som den udspiller sig med netop de, der er til stede. Med andre ord: dét, vi er så gode til på en scene med et instrument i hånden, nemlig at improvisere, spille sammen her og nu – det kan vi ikke overføre på vores mødepolitik. Her skal der altid være en dagsorden, et talepapir, klare, fordøjelige oplæg, talerække og tidtagning på de enkelte punkter. Er vores mødepolitik i virkeligheden et udtryk for, at lederne har brug for argumenter til at gennemføre dét, de alligevel har besluttet sig for – og dermed ikke i virkeligheden er så interesseret i de input, som mødet kunne komme op med?!? Er dette grunden til, at vi ikke kan holde tanken om endnu et møde ud?
Why is it so anxiety provoking to contemplate a meeting around some issues that are not at all clear? Why is the thought that there is no agenda so horrifying? After all, in most other aspects of our lives we frequently talk to each other without an agenda. The usual strategies for planning and controlling meetings are just ways of thinking that sends managers looking for the causes that will produce the outcomes they need in order to succeed. It is also a way of thinking that focuses on design. What causes an organization to become what it becomes is then thought to be the kind of control system they have designed and the actions they have chosen…On the contrary, It is only when the interaction between entities has a critical degree of spontaneity and diversity, emerging as conflicting constraints on each other, that there arises the internal capacity for spontaneous novelty. In other words, creativity and destruction, order and disorder, are inextricably linked in the creative process. That process is self-referential in the sense that interaction causes patterns in itself in a way that both sustains continuity in, and potentially transforms, that pattern
(Griffin, Routledge 2000)
Vi har brug for alle kræfter, når vi skal udvikle os – og det har vi, som jeg ser det, i allerhøjeste grad brug for! Kun ved hjælp af spontanitet, åben diskussion, meningsforskelle, konflikt kan vi øge muligheden for at gøre noget rigtigt! Jeg vil gerne foreslå, at vores fremtidige møder i stedet bliver fuld af spontanitet, uforberedthed, usikkerhed og ægte fælles søgen efter svar på tværs og på trods af magtspil, hierarkier og angsten for at sige noget forkert/provokerende.
