I 1998 sad en halvfjerdsårig, pensioneret tysk kybernetiker ved navn Niklas Luhmann i den tyske by Bielefeld og arbejdede på en bog om samfundets uddannelsessystem. I hans analyse fremstod uddannelsessystemet som alt andet end en levende, empatisk og fremsynet dannelsesoase for de kommende generationer. Tværtimod viste hans analyser ham et kriseramt, forvirret og rodløst uddannelsessystem, der ensretter, manipulerer, normaliserer og trivialiserer. Midt i et afsnit om uddannelsessystemets bestræbelser på at sikre elevernes fuldkomne mangel på evne til at byde på uforudsigelighed, overraskelser eller vanskeligheder – midt i arbejdet (forestiller jeg mig) smed han for et kort øjeblik pennen og de tørre analyser fra sig og gav sig til at drømme:
Herudfra kunne man være fristet til at lave et alternativt udkast om uddannelse til upålidelighed, til overraskende kreativitet, til produktion af vrøvl, der forråder den mente mening, til ironisk behandling af situationer eller til stadig dekonstruktion af de netop anvendte skemaer. Dette ville ikke bare have en ringe udsigt til at blive realiseret, men ville også modsige samfundets berettigede interesse i forudsigelighed. Faktisk hjælper uddannelsessystemet sig selv.
(Luhmann 2006)
Citatet er stærkt, fordi det udstiller vores forforståelse af uddannelse som begreb. Tilstande som upålidelighed, overraskelser, vrøvl, ironi og dekonstruktion er netop tilstande, som den samlede kultur forstået som vuggestuer, børnehaver, grundskoler, gymnasier, universiteter og musikkonservatorier – dannelsessystemet som helhed – gør alt for at få nedtonet i vores habitus. Fornuften og målrettetheden styrer, man skal passe sine ting, tage sig sammen og bygge sig en personlighed, der er til at have med at gøre. Men er det så farligt for vores kultur – eller er disse tilstande netop eksempler på noget, der løfter sig op over konformiteten og sprænger forventningen om kulturens mulighedsrum? Skal musikkonservatorierne fortsat satse på management, fornuft og forudsigelighed eller er det netop nu på høje tid til at søge nye veje? Vi kunne forsøge at se positivt på denne uddannelsesmæssige uorden, vi kunne prøve at se det Auctoritative (Luhmann) eller det unikke (Kirkeby) i de Luhmannske tilstande:
- Upålidelighed – evnen til at lade os forvente og give os noget helt andet end dét, vi forventede
- Overraskelser – evnen til at vise os, hvad vi kunne have forventet
- Vrøvl – evnen til at lade kroppen tale før den tænker, evnen til at give os glæden ved at skulle skabe mening ud af det meningsløse
- Ironi – evnen til at drille os og give livets absurditet stemme
- Dekonstruktion – evnen til at give os muligheden for nye konstruktioner i nedbrydelsen af det bestående
Uddannelsessystemets historie handler om industrialiseringen af vores dannelseskultur. Fra den lille enhed i familien til stordrift på uddannelsesinstitutionerne; opdelt i alder, årgang og social status med en kvadratmeter til hvert individ i klasselokalets produktionsenhed – kulturens dannelsesfarme. Dette er også musikkonservatoriernes virkelighed med optagelsesprøver, fag, eksaminer og mødepligt. Når jeg sammenligner Bourdieus og Luhmanns analyser er det tydeligt, at Luhmann ikke er enig med Bourdieu i analysen af de rå magtstrukturers allestedsnærværende magtmisbrug. F.eks. er han til forskel fra Bourdieu langt mere positiv i sin analyse af socialisationen i familien:
Før det syttende århundrede behandlede man på en helt igennem realistisk måde børn som små opvoksende mennesker, der trængte til hjælp (…) Opdragelse tænkt som hjemlig opdragelse havde en korrektiv funktion knyttet hertil. Opdragerens artikel var forudgivet af naturen. Uddanneren blev formanet om ikke at kræve for meget af børnene men at uddanne dem i overensstemmelse med deres til enhver tid givne evner. Hermed nåede man frem til et uddannelseskoncept, der fulgte det naturligt fremvoksende. Det blev forudsat, at børn og voksne skulle følge de samme normer.
(Luhmann 2006)
Det er i ovenstående citat spændende at se på de muligheder for unikke fortællinger om dannelse, der opstår – og det i langt højere grad end vi kan se det i dagens socialisationssystemer. Det kunne givetvis også gå rent galt i ovenstående citat; men sikkert er det, at det var alt andet end gennemsnitligt eller typisk. Og dermed måske langt mere originalt i den forstand, at opdragers og uddanners personlige historie og erfaringssæt var afgørende for socialisationen. Kirkeby, Luhmann og Bourdieu mødes i spørgsmålet om socialisation og uddannelse. Bevægelsen fra familiens autonomitet i opdragelsen over dannelsestabet til de professionelle uddannelsessystemer beskriver, som jeg ser det, netop en bevægelse fra det unikke til det excellente. Fra at være sin fars søn er vi i stedet én ud af 25 elever.
Når hensigten om at uddanne implicerer hensigten om at uddanne rigtigt har det konsekvenser for det anspændte forhold mellem uddannelse og selektion. Når der er givet standarder for rigtighed er den tilsluttende handling enten rigtig eller ikke rigtig. Dette gælder også, når kriterierne tillader flere muligheder for rigtig handling (…) Med en forskel, som stammer fra Heinz von Foerster, nemlig forskellen melle trivielle og ikke trivielle maskiner, kan vi derfor også sige, at uddannelse til rigtig viden og rigtig adfærd fører til en trivialisering af eleverne.
(Luhmann 2006)
Jeg finder Luhmanns analyse meget tiltalende og jeg er i stigende grad skeptisk overfor Bourdieus næsten paranoialignende overbevisning om samfundets allestedsnærværende, omnipotente magtstrukturer og menneskenes selvvalgte underkastelse. Det er som en gyserfilm, hvor du ikke kan (ikke vil!) slippe udenom mødet med den gale morder. Selv, når vi på musikkonservatorierne forsøgsvis river de snærende bånd over i form af krav og forordninger og skaber en lærer- og studerendestyret læringssituation, selv her er vores fornemmelse af frihed ifølge Bourdieu blot en illusion, som vil kun bestyrke institutionens autoritet yderligere. Jeg mener, at Bourdieu er for pessimistisk og for autoritetstro i sin filosofi. Den nyere europæiske ledelsesfilosofi forsøger netop i disse år at adressere et problem, som i stigende grad plager ledelser i offentlige og private organisationer på verdensplan i dag: dét, at være in charge i nutidens organisationer ikke ensbetydende med at være in control – sagt med andre ord er de gamle managementfilosofier, der baserer sig på kontrol og troen på at kunne detailstyre organisationen ved at forudsige fremtidens udvikling i missioner og visioner opgivet af de fleste – bortset, selvfølgelig, fra Statens institutioner, der stadig satser på den gamle verdens forklaringsmodeller. Det er derfor nødvendigt at diskutere dette modbillede til såvel management som Bourdieu – de nyeste ledelsesfilosofiske strømninger versus Bourdieus determinisme.
En af de førende fortalere for denne nye retning er den engelske professor i ledelse Ralph Stacey. Han er professor ved Hertforshire University i England og direktør for ”Complexity and Management Centre”. Stacey interesserer sig for, hvordan organisationer udvikler sig, som de gør og han stiller sig som før nævnt kritisk til de sædvanlige ledelsesstrategier. Han ser organisationens krop rumme utallige ikke-bevidste og mere eller mindre autonome subkulturer, som tilsammen i langt højere grad og i en langt dybere, fundamental forstand styrer organisationens liv end topledelsens mission og vision. Hans teorier om sammenhængende, emergente mønstre i fraværet af en ledelsesstrategi er inspireret af bl.a. ikke-liniær dynamik samt et teoriapparat omhandlende ”Complex Adaptive Systems”. Ralph Stacey præsenterer et teoriapparat, der som udgangspunkt opgiver tanken om kontrol og management som styringsredskaber. De i alle livets forhold indbyggede paradokser eller vedvarende polariseringer mellem plan og resultat, lederskab og kontrol, strategi for fremtiden og fremtidens uforudsigelighed kan ikke ”opløses” i en operationel ledelsesstrategi eller systemteori. Dermed er det et centralt led i Staceys ledelsesteori, at der ikke er ligefremme løsninger, der kan genskabe drømmen om kontrol og forudsigelighed. Det er dermed ifølge Stacey ikke muligt at opretholde illusionen om kontrol og forudsigelighed og samtidig er det ifølge Bourdieu ikke muligt at undgå selv samme kontrol og forudsigelighed! Lad os høre, hvad Ralph Stacey har at sige til sit forsvar:
We propose that the entities of which nature is composed interact locally with each other, in the absence of any blueprint, plan or program, and through that interaction they produce coherent patterns in themselves. There is a further suggestion too – namely, that interaction in nature takes place not primarily in order to survive but as the creative expression of identity.
(Stacey 2000)
Dette citat angriber ikke blot Bourdieus tese om magtstrukturernes indflydelse. Stacey postulerer også, som jeg tolker det, en hvid plet i Bourdieus teori om agenternes evige kamp om prestige og kapital i feltet. Stacey siger her, at denne lokale, ikke styrede interaktion primært sker af andre grunde end overlevelse (og dermed prestige, placering i feltet, kapitalstrategi m.v.). Stacey taler om det kreative udtryk som et primært udtryk. Er der andre muligheder for uddannelse inden for den rytmiske musikkultur? Kan vi skabe betingelserne for, at unikke miljøer kan opstå? Jeg mener, at vi har pligt til at undersøge alternative modeller. Først og fremmest handler det ifølge såvel Bourdieu som Luhmann om magt. Hvem bestemmer, kulturen eller magtstrukturen? Som nævnt i indledningen har enhver virksomhed eller aktivitet efterhånden fået opbygget sit eget Excellenceværktøj – alle skal kvalitetsudvikle og opstille mål, før virksomheden kan skabe kvalitet (se Statens Center for Kompetence og Kvalitetsudvikling SCKK). Musikkonservatorierne har ikke selv efterspurgt denne udvikling men er derimod af kulturministeriets magtstrukturer blevet pålagt ledelsesværktøjer inspireret af det private erhvervsliv.
Det er en skam, at Kulturministeriet tilsyneladende ikke vil artikulere denne ledelsesartikel (…) den rigtige styring af kulturinstitutioner bør gå gennem fastsættelsen af værdimæssige pejlemærker og utopiske visualiseringer. Den institution, der styrer institutionerne bør selv eksemplificere den autonomi og kreativitet i udmeldingerne (…) Hvis styring reduceres til en øvelse, hvor man sætter sig mellem to stole, nemlig på den ene side på den formelle rammestyring af kvantitative og tilsyneladende ufarlige parametre som økonomiforvaltning og IT, men på den anden side på en underforstået strategi om at overtage de mere vægtige management-mål, økonomistyring og direkte personaleledelse, så er den dømt til at reducere kvaliteten
(Kirkeby, 2005: 10)
Niklas Luhmann fortæller os om en uddannelseskultur, der har udlevet sig selv og i dag er i en kulturel, faglig og strukturel krise. Pierre Bourdieu fortæller om autoritetsbegrebets forskellige ansigter og antyder trods sin skepsis overfor systembrud i de af Stacey foreslåede hvide huller alligevel ideen om Auctor – den der skaber originale værker uden for dagligdagen. Ole Fogh Kirkeby opfordrer kulturinstitutionerne til at satse på værdier og utopiske visualiseringer. Ralph Stacey giver os håbet om alternativer til det Bourdieuske valg mellem pest (det gustne overlæg) og kolera (en eufemisering af det gustne overlæg) i tesen om det kreative udtryk som drivkraft for mennesket. Fra den normative basering i familien over til den selvrefererende basering på musikkonservatoriet er det stadig et spørgsmål om det er muligt for uddannelsessystemet at lære “…at tro på de studerendes kvalitetssans og evne til at administrere den frihed, de har ret til…” (Kirkeby). Det er et spørgsmål, om det er muligt – og ønskværdigt! – for musikkonservatorierne at skabe betingelser for, at unikke miljøer kan opstå.
