Billedhuggeren Bjørn Nørgaard udtalte på et symposium i foråret 2009:
”…Personer betyder alt…Hvis det er nogle kvajpander, der sidder der, så kan du lave alverdens strukturer og så bliver det ikke til en skid. Hvis du omvendt har en elendig struktur og tre begavede hoveder, så bliver det verdens bedste skole. Vores område og fag er i den grad afhængig af kvaliteten af de personer, der rent faktisk går ind i området. Og det er måske derfor, at vi kan blive lidt nervøse for den metode, der bruges, fordi: vil de begavede mennesker virkelig gå ind i de her strukturer eller vil de løbe skrigende bort? Vi har nemlig brug for dem…” (Bjørn Nørgaard 2009)
Hvad er Bjørn Nørgaard nervøs for? Han er utryg dels ved den stærke fascination af struktur, funktion og viden til fordel for sanseligheden i at give de rigtige personer mulighed for at skabe og nære vækst i vores skoler. Og dels er han bekymret for, at strategisk planlagte strukturer i sig selv på forhånd udelukker netop de nøglepersoner, der kunne redde vores projekt. Personer betyder alt, siger Nørgaard, hvilket vel ikke er så mærkeligt, da vi har med mennesker at gøre – og disse ’begavede hoveder’, der er ifølge Nørgaard er stand til at udkoble en elendig struktur og skabe verdens bedste skole kan meget vel siges netop at være primadonnaen.
Og hvad er det så, at primadonnaen kan? Blandt de dyder, der ofte fremhæves er f.eks. stærke sanselige kvaliteter som passion, kald og pligt samt stærke processuelle kvaliteter som improvisation, engagement og vedholdenhed above and beyond the call of duty. Men interessant er også primadonnaens grundlæggende tilstand af skaben og derfor den naturlige modvilje mod institutionernes behov for rationelle, reaktive og adaptive strategier. Det får os umiddelbart til at tænke på primadonnaen som trailblazer – som motor for innovation og udvidelse af vores forståelseshorisont. Men i en tid, hvor vores kulturs dannelsesfarme er ramt af evaluering, forhandling og ’lyst’ kan primadonnaen med sin dybe værdibasering og traditionsbevidsthed fremstå ikke blot som besværlig, tidskrævende og autonom; hun kan også pludselig fremstå lettere altmodisch eller måske endda direkte ’fremskridtsfjentlig’ i sin insisteren på, at der er noget, der ikke er til forhandling. qui in ea voluptate velit esse quam nihil molestiae consequatur, vel illum qui dolorem eum fugiat quo voluptas nulla pariatur?
