Kunstnerisk forskning – en bæredygtig konstruktion?
Gennem hele menneskehedens historie har kunst og viden levet og udviklet sig godt i hinandens selskab – ikke som hinanden. De har gensidigt defineret og udfordret hinanden via deres grundlæggende væsensforskellighed. Fra flere sider har der i de senere år været et stadigt voksende ønske om en forening af de to med begreber som f.eks. kunstnerisk forskning. Hvorfor dette forsøg på symbiose? Jeg ser problematikken som endnu et spørgsmål om værensmodaliteter – om struktur. Stof (materie) er mønstre, strukturer bygget af mindre strukturer (eller værensmodaliteter) På samme måde gælder det ideen om den menneskelige virksomhed “kunstner” og “forsker”. Det er igen værensmodaliteter, et menneskeligt sind stemt i een synsvinkels optik. Jeg mener, at vi kun kan tale meningsfyldt om een tilstand ad gangen – det sidste er vigtigt!
En god kunstner kan godt være en god forsker og en fremragende forsker kan sagtens være en inspirerende kunstner…- bare ikke samtidig! Hun kan undersøge sin egen virksomhed, og det kan resultere i vigtig forskning eller spændende kunst alt efter hvilken værensmodalitet, der arbejdes ud fra – men det må ske på baggrund af en konsekvent begrebsliggørelse. Og de resultater, der opnåes kan ikke overskride grænsen mellem de to tilstande – de er forskellige arter og dermed dybt afhængige af hinanden, da de netop styrker, bekræfter, definerer hinanden ved deres artsforskellighed. Det, vi bl.a. med den nærværende debat oplever er blot endnu en runde i det århundredlange slag mellem videnskaben og kunsten, religionen, mystikken. Det er en myternes kamp, som raser den dag i dag – videnskab og mystik som menneskeskabte mytologier.
There are no whole truths; all truths are half-truths. It is trying to treat them as whole truths that plays the devil.
(Whitehead 1931)
[Selv] den videnskabelige søgen efter sandhed…er samtidig indskrænket, fordi den er begrænset af de betingelser, der gælder for anvendelsen af dens strenge metoder og af kravet til et præcist defineret og nøje afgrænset undersøgelsesobjekt.
(Atlan 1986)
Henri Atlan er en fransk biokemiker og filosof. Professor i medicin med speciale i cellebiologi, kunstig intelligens og filosofi. Hans position er, at viden er en menneskabt konstruktion, der postulerer en sandhedsværdi, der overstiger kunstens – men vi må ikke desto mindre leve med en skuffelse over, at videnskabens store projekt om at kunne indfange og forklare alting er fejlet. Vi må leve med frustrationen over, at videnskaben dermed ikke formår at forklare og afkode naturen og kunsten, religionen og mystikken. Denne frustration har ført til forsøget på at skabe den storslåede, altomfattende syntese, der
kan forene fornuftens lys med mystikernes illuminationer. Resultatet [er] en videnskabens mystik, der alene [regner] med en videnskabelig sandhed, men som ikke [holder] sig inden for de snævre grænser, som en kritisk tænkning gennem sin konsekvente og selvreflekterende aktivitet sætter for videnskaben. Derfor tipper den materialistiske scientisme over i de ikke mindre naive spiritualistiske synteser, hvor brokker fra vulgariseret mystik iklædes en pseudovidenskabelig jargon.
(Atlan 1986)
Debatten har fremkommet med mange bud på en revideret eller mere rummelig forskningsdefinition, og den klassiske videnskabsteori er blevet udfordret ikke blot i forhold til et mere moderne videnskabsideal – men helt over i en bevægelse mod at give kunstskolerne mulighed for at kunne forske på egne vilkår ud fra argumentet om, at der er tale om en ny videnskabsteoretisk retning. Debattens bud på en sådan ny retning har i følge min opfattelse ikke været konsistente, men et gennemgående træk har været snarere at åbne op end at afgrænse.
Vil man derimod fjerne begrænsningerne [i videnskaben] uden samtidig at ville forlade videnskaben, så har man kastet sig ud i et ikke alene illusorisk, men også selvdestruktivt forehavende. For det er jo kun inden for [disse] begrænsninger, at en videnskabelig erkendelse kan finde sted.
(Atlan 1986)
Nu står Atlan som fortaler for den klassiske videnskab over for f.eks. David Bohm som fortaler for den moderne videnskab – men argumentet holder alligevel. Det forekommer ikke meningsfuldt at blande kunst og forskning – for de tilhører 2 forskellige paradigmesæt, eller spil, om man vil. Og det kan ligefrem være farligt ikke at skelne klart:
Mennesket er i stand til at lære at visualisere og begrebsliggøre de genstande [og tilstande i tilværelsen], der kan afhjælpe dets behov; men det må være klart, at begrebsliggørelsen ikke kan være vilkårlig; den må i det mindste være konsistent, selv om valget af begreber eller billeder kan være fuldstændig tilfældigt. Nødvendigheden af at kunne skelne mellem en sten og et æble er tydelig, når man først har bidt i stenen.
(Rasmussen 1989)
