Lad underviseren være kunstner
En papirrulle fuld af replikker
Jeg er underviser på en kunstskole. Jeg underviser også på lederkurser, og jeg holder foredrag og laver oplæg om min forskning. Endelig spiller jeg som improvisationskunstner også koncerter i ind- og udland på små og store scener; og også det ser jeg faktisk som en slags undervisning, idet jeg her sammen med mit publikum skaber oplevelser af fællesskab, meningsfylde, forøget intensitet og udvidede horisonter. Kunstskolen, lederkurserne, foredragene og spillestederne er forskellige sociale virkeligheder, hvor jeg indtager forskellige roller. Og her er lærerrollen en af disse roller. Men hvad er lærerrollen egentlig for noget, og hvor meget skal den fylde?
Ordet ”lærer” kommer af gotisk lais og betyder at finde og følge et spor. ”Rolle” kommer af oldfransk rolle og betyder en papirrulle, hvor skuespillerens replikker er nedskrevet. Lærerrollen er dermed en papirrulle fuld af replikker, som vi undervisere er udstyret med, så vi lettere kan finde vej på vores arbejde. Ligesom det er sjældent, at en skuespiller skriver sine egne replikker, så har jeg ikke selv defineret, afgrænset og formuleret min lærerrolle. Det er en rolle, jeg tager på mig, og jeg kan f.eks. læse, at lærerrollen er i ni dimensioner (Jepsen 2023) – det nærmer sig næsten strengteori i kompleksitet!
Med næb og kløer
Jeg ser mig selv som en underviser, der varetager en lærerrolle. Misforstå mig ikke, jeg mener, at lærerrollen er meget vigtig, da den hjælper mig til at kunne navigere i det spændingsfelt, som enhver skole lever i: studieordninger, fagbeskrivelser, læseplaner, fraværsregistrering, strategier, læringsmål, evalueringer, eksaminer og møder. Det lyder alt sammen af meget, og det er meget. Men det er vigtigt for mig, at det ikke kommer til at fylde for meget. Hvorfor? Fordi min lærerrolle levendegøres af mig som underviser. Det er underviseren Jens, der bærer faglighedens gnist, begejstringen og nysgerrigheden – og dermed den Jens, der giver kraft, intensitet og liv til min lærerrolle, der til daglig slides i de mange krydspres. Jeg skal passe godt på denne min underviser, da lærerrollen på egen hånd hurtigt slides ned.
Den canadiske sociolog Erving Goffman skriver, at hvor sociologisk rolleanalyse traditionelt antager, at det er én hovedrolle, der fuldstændigt dominerer en persons aktivitet, så peger han på, at vi alle er i komplicerede dynamiske spændingsforhold af nærhed og distance (Goffman 1961, 113). Dette gælder ikke mindst lærerrollen, hvor omverdens forventninger til lærerrollen kan gøre, at vi ”opdeles i forskellige personer, der holder fast i båndene til livets forskellige sfærer med næb og kløer.” (1961, 143). Det er svært at være i et sådant arbejdsklima, hvilket måske kan være grunden til, at hver anden lærer overvejer at forlade faget.
Blandt de opgivne hovedårsager er manglende sammenhæng mellem opgaver og ressourcer samt det psykiske arbejdsmiljø (Trier 2024), hvilket i min analyse netop peger på en til bristepunktet presset lærerrolle. Jeg foreslår med Goffman, at vi skal øve os i at placere os det rigtige sted imellem underviseren og lærerrollen. Goffman kalder det for rolle-distancering (1961, 115), mens jeg mere ser det som et levende samspil mellem underviser og lærerrolle. Jeg vil nu se nærmere på, hvordan vi kan styrke vores underviser – og som denne artikels titel antyder, så skal vi lade underviseren være kunstner (Olsen 2025).
Kunstnere kommer til verden
Hvis vi igen kaster et blik på lærerrollens ni dimensioner, så er den fjerde dimension interessant i denne sammenhæng. Den lyder således: Læreren som kulturskaber og kulturbærer. Spørgsmålet er så, hvordan vi kan skabe og bære kultur? Svaret er lige så enkelt, som det kan synes måske fremmed for nogle og ligefrem skræmmende for andre. Men læs roligt videre, for jeg garanterer, at det vil føles mere overkommeligt om cirka 3000 anslag. Og nu tilbage til spørgsmålet: Hvordan kan vi skabe og bære kultur? Det kan vi dels ved at skabe det, som kultur er lavet af og dels ved at være den kultur, som vi vil bære videre. Kort sagt ved at være undervisende kunstnere, der brænder for kunsten. Kultur er lavet af blandt andet historiefortælling, sang, dans, lertøj, stenøkser, tegning og ritualer, som har skabt sammenhængskraft og styrket symbolsk tænkning i årtitusinder – og kort sagt: kunstnerisk praksis og skabelse er kulturens brændstof.
Men jeg er jo ikke kunstner?
Tænker du måske. Nej, måske ikke finkunstner forstået som den professionelle, kunstskoleuddannede levebrødskunstner. Men hende er vi heller ikke interesserede i her. Vi er interesserede i menneskets oprindelige form for kunstnerisk praksis, som vi kunne kalde Socialkunst. Det gør den tyske aktionskunstner Joseph Beuys. Lad os lytte til ham:
Når jeg siger, at hvert eneste menneske er en kunstner, mener jeg ikke, at hvert menneske nødvendigvis er en komponist eller maler. Jeg mener noget andet. Jeg har sagt, at det er vigtigt i vores tid at beskrive mennesket som et kreativt og skabende væsen, så mennesket oplever sin grundlæggende kraft til selvbestemmelse, sin frihed. Og dermed oplever sig selv som bærer af evner samt, at alle fremtidige samfundsformer må udvikle sig ud fra dette punkt. Og fra intet andet punkt. Alt arbejde skal have kunstens klang. En kunstner er et menneske, der kan udvikle sin kapacitet, og derfor er det nødvendigt, at samfundet først sørger for uddannelsessystemet, så lighed i muligheder for uddannelse er garanteret. (Beuys 1974, 5)
Nu bliver det vigtigt: Hvis vi skal holde liv i vores lærerrolle, så skal det ske ved at holde liv i vores indre underviser, hver og én af os! Og hvis vi skal leve op til lærerrollens fjerde dimension, så skal vi aktivere vores kreative og skabende sider – og tage med dem på arbejde. Joseph Beuys kæmpede for, at vi skaber en verden, hvor vi alle kan opleve os selv som bærere af evner og med en grundlæggende ret til selvbestemmelse og frihed. Og Beuys så, at vores eneste chance for at nærme os dette er gennem undervisning foretaget af lærere, der er kulturskabere og kulturbærere.
Socialkunstens kategoriske imperativer
Immanuel Kant formulerede i 1785 sit Kategoriske Imperativ (Guyer 1998, p. xxxii). Det er en fordring om, at vi skal bestræbe os på for det første kun at gøre det, som alle kunne gøre, uden at vores samfund bryder sammen; og for det andet, at vi må være hinandens mål og aldrig blot midler til et mål. Lad mig slutte med to af socialkunstens vigtigste kategoriske imperativer (Olsen 2025):
- Bliv grebet af en sag. Lad sagen tale til dig. Hav modet til også at skabe det endnu formålsløse og meningsløse, og gem det et sikkert sted indtil den dag, formålet og meningen af sig selv blomstrer frem. Tegn, spil, mal, kog, skriv, syng, bag, læs, drøm, lyt, tænk, le, steg, se, løb, smag, byg, mærk, gå og dans. Gør det ofte og sammen med studerende, kolleger og især med folk, du ikke kender.
- Begynd i det små. Skab kreative åbninger i din undervisning og invitér dine elever ind i skabelsen. Den dybe faglighed skabes kun igennem det slid, der drives af skabelsens kraftfelt. Find lunterne og antænd nysgerrigheden. I den socialkunstneriske praksis har underviseren taget lærerrollen med ud på dybt vand – og det vil begave både matematik, musik, biologi, dansk, fysik og alle de andre vidunderlige fagvæsener i vores skole.
Litteratur
Beuys, J. (1974). Joseph Beuys Public Dialogue: Art is the Only power to Free Humankind from All Repression. New York: Avalanche Newspaper, May 1974.
Goffman, E. (1961). Encounters – Two Studies in the Sociology of Interaction. New York: The Bobbs-Merrill Company Inc.
Guyer, P. (1998). Kant’s Groundwork of the Metaphysics of Morals. Oxford: Rowman & Littlefield Publishers, Inc.
Jepsen, R. E. (2023). De ni dimensioner af lærerrollen. I P. R. Böwadt, & R. E. Jepsen (red.), Integreret praktik i læreruddannelsen (s. 53-79). København: Samfundslitteratur.
Olsen, Jens Skou (2025). Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning gennem tilegnelse og fremkaldelse. København: Forlaget Ringedal.
Trier, M. (2024). Hver anden lærer overvejer at forlade faget. Folkeskolen.dk
