Om æstetik, skole og dannelse. Om vores optagethed af at vide noget om verden frem for at kunne noget med verden.
Angstens løbeild og vind i håret
Jeg er god til at cykle. Jeg er faktisk ekspert i at cykle. Det har jeg været lige siden min seks-årsfødselsdag, hvor min far forsigtigt og prøvende slap sit greb i mig. Et kort sekund var min verden ved at vælte, og som en løbeild spredte angsten sin brændende hede i mig. Men så, en lille vægtforskydning og et nøk med styret, og jeg cyklede afsted på min nye brugte cykel i en mørk baggård i den Sorte Firkant på Nørrebro i København. Vind i håret, et svedigt greb om styret og fodpres i pedalerne. Helt selv og ved egen kraft!
Her blev jeg for første gang klar over, at balance er noget, man skal sanse og holde sig i. Jeg havde ikke forudsætninger for at forstå det denne sensommerdag i august 1968, men jeg blev en afgørende kundskab rigere. At holde balancen udgør ukodede æstetiske processer, en slags kroppens dialektik, som aldrig kan styres gennem forstandens metarefleksive tankespejlinger. Det er ikke tilstrækkeligt at vide noget om balance, og jeg vandt her en æstetisk, livsalig kundskabssejr.
Forstand og fornuft
Vores forstand rækker ikke til at holde balancen i vores liv. Her må vi vove os ud over forstandens grænse og sanse de æstetiske indsigter i vores vekselvirkning med verden, som Wilhelm von Humboldt så smukt har formuleret det (Humboldt 1980). Denne verdensvekselvirkende æstetisk udvidede forstand har et navn i fornuften, her beskrevet af professor Dorthe Jørgensen:
Forstanden opererer med årsager og virkninger, den kalkulerer og finder forklaringer, og den tænker nytte-orienteret. Men det er ikke denne tænkemåde, der pryder menneskeheden, og hvis udfoldelse definerer det gode liv […] Allerede Platon sagde ganske vist, at intet menneske kan være viist. Men vi kan alle være på vej mod visdom, og det er vi netop, når fornuften i os kommer til udfoldelse. Denne fornuftsudfoldelse er nemlig kendetegnet ved samme åbenhed som filosofien, hvis væsen det er aldrig at gå i stå. (Jørgensen 2008)
Vi må aldrig gå i stå. Vi skal vedvarende holde balancen på vejen mod visdom. Spørgsmålet er, hvornår vi kan få lov til at sætte os op på dannelsens cykel og komme afsted. Handler skolen om at cykle eller om at forberede os på at kunne cykle? Lad os lytte til professor Jens Rasmussen:
At lære at lære rummer blandt andet selve kompetencen til at lære. Det handler både om metakognitive og emotionelle kompetencer. Metakognition drejer sig om at kunne reflektere over egen tænkning og læring og at være bevidst om, hvad man har lært, hvorfor man lærer, og hvordan man har lært det, man har lært. Hvad det mere præcist er, vi skal lære, og hvordan vi skal gøre det, er mere usikkert […]. Der er alt for megen viden, og det medfører stoftrængsel i læreplanerne (EVA 2020).
Med andre ord, vi må vente med at cykle, da der er trængsel i læreplanerne. Der er alt for mange steder at cykle hen, så vi må hellere forberede os på, hvordan vi bedst kan cykle. Rasmussen synes at være på hjemmebane omkring metakogni- tion men anderledes usikker på, hvad vi skal lære og hvordan – men er det ikke netop her, vi burde samle kræfterne? Netop her burde vi trække på vores fornuft og betænksomt mærke efter, hvordan dannelse og uddannelse kan virkeliggøres. Men dette har vi fravalgt, og metakognition og refleksivitet er blevet udnævnt til centrale temaer i skolen. Og her står vi så splittet mellem forstand og fornuft og er usikre på, hvad vi skal gøre. Skal vi satse på forstanden og forberede os på livet, eller skal vi satse på fornuften i æstetikkens og forstandens vekselvirkning og se at komme i gang med at leve?
Den forskruede skole
Igennem mit mere end 58-årige liv som menneske, improvisationskunstner og underviser har jeg måttet leve i og med nogle markante forskydninger i vores måder at lave skole på. I vores iver efter at gøre skolen bedre har vi fået skruet så meget på skolens forstandsskrue, at skolen på mange måder er blevet forskruet. I vores trang til at skærpe læringen har vi hvæsset fagene så meget, at fagenes sanselige, æstetiske æg snart er slebet helt ned.
Æstetikken – og dermed fornuften – har vi sat i skammekrogen i selskab med den smule musik, billedkunst, håndværk og design samt madkundskab, der er tilbage på skemaet. Og selv her kan vi i Undervisningsministeriets fagbeskrivelse for billedkunst læse, at målet er, at ”Eleverne skal blive i stand til at iagttage, reflektere og bruge billedsprog i kommunikative og innovative processer” (UVM 2020). Iagttage, reflektere og bruge billedsprog. Det er forstandsforskruet skoletænkning. Vi er i færd med at overse, at kun æstetikken kan åbne for de fornemmelser og følelser, der giver vores viden den altafgørende karakter, dybde og vekselvirkningskraft. Uden æstetikken mister skolen langsomt, men sikkert sin fornuftskrop til fordel for forstandens kropsløse viden.
Mange lærere har som konsekvens af denne forstandsfokusering fået hvæsset selvværdet og autoriteten helt i bund. Selvværd og autoritet bor netop i det forhold, at det er meget værd, når vi selv kan sanse dét, vi ved. Og i vekselvirkning med en taknemmelig verden tildeles vi en velgørende autoritet. Fornuft vil sige at kunne noget i vekselvirkning med verden. Autoritet vil sige, at verden lader os mærke, at vi virkelig kan noget med verden. Et smil eller et anerkendende nik. Et skulderklap. En taknemmelighed. En respektfuld lydhørhed.
Viden vil sige at vide noget om verden, uden at verden nødvendigvis er medvidende – med bedreviden som yderste konsekvens og risiko. Vores fornufts æstetiske vekselvirkning med verden står her overfor vores forstands konstruktion af social virkelighed. Børn har til alle tider været mestre i at lære igennem oplevelser af vekselvirkning med verden, men når børn og lærere i dag drejer på deres skolestyr, så drejer skolens hjul ikke med, og alle mister balancen. Er vi faldet af cyklen på dannelsens vej? Ligger vi nu i grøften, mens det forstandige, stikkende metabegrebs-ukrudt skyder op omkring os?
2,5 millioner års livs- og lærekraft
Det mærkelige er, at vi slet ikke behøvede at spænde ben for os selv med al denne forstandsforskruethed. Da Homo Habilis for 2,5 millioner år siden forlod de visnende skove i det nordlige Tanzania til fordel for den åbne slette, så løb de ikke desperat rundt og ledte efter metakognition, emotionelle kompetencer og selvreguleret læring. De havde travlt med at lave de første stenredskaber i vores menneskeheds udviklingshistorie. Eller rettere: sanse sten. Lade tommelfingeren glide langs flintens kølige, næsten flydende sorte overflade omkranset af flintens kridhvide, ru skind.
Sanse granitstenens ru tyngde og ubrydelighed i den anden hånd og så nyde lyden af det skarpe, syngende kling!, når en friskslået skive flint sprang af øksen i sammenstødet mellem granit og flint. Gjorde Homo Habilis brug af symboler, metabegreber og teorier om læring? Nej, ikke endnu! Den æstetiske erfaring havde stadig overtaget. Men vi ved, at de dér på sletten fik levet en masse, skabt en masse og lært en masse. Og disse første mennesker banede vejen for alle os andre med deres livs- og lærekraft.
Meta-teknologiernes begrundelse
Nu laver vi ikke så mange stenøkser i vores samtid, og måske kan Homo Habilis’ æstetiske fornuftserfaringer ikke tilfredsstille de krav, som vores virtuelle og uforudsigelige samtid stiller os overfor. Er det den egentlige grund til, at vi må ty til alle metateknologierne? Der er sket meget siden Homo Habilis, men spørgsmålet er, om der ikke er mere, der ikke er forandret, end der er forandret? Det er jeg sikker på. Børn vil fortsat lege og lære, når de gør det, og børn bliver gode til at leve og være, når de er det. Det er det afgørende. Dét at lære og være kan ikke afskæres analytisk fra læren og væren selv. Læren og væren er emergente, relationelle interaktioner, som er deres udfoldelse fuldt og helt. Det vigtigste, vi voksne egentlig kan gøre, er at forstå, at vi ikke skal forstyrre mere end højst nødvendigt.
Ånd, erkendelse og medfølelse
Vi er uforbederlige snakkehoveder. Vi elsker at lege med vores fantastiske evne til at sætte begreber og teorier på livet; og det er heldigt, for denne vidunderlige dans med begreber udvikler ånd, erkendelse og medfølelse. Men vi kan også ende med at tale os selv og hinanden ind i mørket. Den franske matematiker og filosof Blaise Pascal skrev i 1669 levende om samtalen som dér, hvor vi udvikler – og indvikler – os:
Ånd, erkendelse og medfølelse udvikles igennem samtale, og de ødelægges igennem samtale. Gode samfund udvikler ånd, erkendelse og medfølelse, og dårlige samfund ødelægger dem. Det er derfor altafgørende, at vi ved, hvordan vi skal vælge vores samfund, således at vi udvikler ånd og medfølelse snarere end at ødelægge dem; og vi kan ikke foretage dette valg, med mindre at vi har udviklet ånd og medfølelse og ikke ødelagt dem. Dermed er en cirkel formet; og de, som undslipper denne cirkel, er heldige. (Pascal 1669)
Pascal lader os forstå, at vi står over for en stor udfordring, når vi udvikler os og vores samfund. Samtaler både udvikler og ødelægger, og vi må derfor interessere os for, hvilke måder vi kan samtale på. Samt ikke mindst hvordan vi undgår at samtale os på afveje.
Begavede, lysende og klingende samtaler
Igen er det et spørgsmål om balance. Vi skal holde balancen mellem fornuftens jordbundethed og forstandens frie leg med begreberne. Og vi skal få de to til at danse således, at vi hverken lander for tungt i fornuftens håndgribelighed eller svæver bort i forstandens luftkasteller. Her har poesien præcis den vægtfylde, som skal til. Og ikke blot poesien i det poetiske, men også og især poesien i det prosaiske.
Dialog, debat og udforskning som begavede, lysende og klingende samtaler vil og kan mere end blot formidle og forklare. Klingende samtaler inviterer og inspirerer, engagerer og emergerer, åbner og håber. Når vi klinger med kraft og udtryk, så smitter det. Det klingende samspil spreder sig i verden og får alle åbne strenge til at klinge med. Vi kender det fra vores dagligdagssprog, at et forslag eller et argument kan vinde genklang hos os, at et udsagn klinger hult, eller at der er god klangbund for dette eller hint.
Vi klinger alle og hver især, men dét at klinge på en måde, der skaber resonans og øget samklang, det er en kapacitet. Den tyske sociolog Hartmut Rosa betegner et menneske, der er god til at skabe resonans, som Resonanzkünstler. Han skriver om resonans, at det udgør en åbnethed mod verden, der har stort potentiale, hvis vi vel at mærke elsker at klinge. Her er det ikke tilstrækkeligt med den professionelt afmålte klingen efter taxameter:
Livet lykkes ikke, fordi vi er rige på ressourcer og muligheder, men snarere fordi vi elsker livet. Når vi er bundet til det med vores sanser og drifter. Det er dermed alle de mennesker, rum, opgaver, ideer, ting og redskaber, som kommer os i møde og som vi har med at gøre. Når vi elsker livet, så opstår der et vibrerende sug mellem os og verden.
(Rosa, 2016, p. 24)
Det er ikke tilstrækkeligt at være udstyret med forstandens begreber, strategier, teorier og instrumenter. Livet i skolen folder sig først ud, når vi er sanseligt forbundet med mennesker, ideer, rum og værktøj; og som belønning opnår vi – og kan skabe uddannelse i – en æstetisk funderet tilstedeværen i sikker afstand fra forstandsforskruetheden.
Referencer
EVA (2020). At lære at lære – perspektiver fra seks uddannelses- forskere. København: Rosen-dals Publikation
Humboldt, Wilhelm von (1980). Schriften zur Antropologie und Geschicte. Darmstadt: Wissenschaftlichen Buchgesellschaft.
Olsen, Jens Skou (2013). Musisk ledelse – vejen til et levende arbejdsliv. Aarhus: Klim.
Olsen, Jens Skou (2015). “The Experience of Truth in Jazz Improvisation”. In Truth and Experience – Between Phenom- enology and Hermeneutics (pp. 319–340). Cambridge Scholars Publishing.
Olsen, Jens Skou (2016). ”Når ledelse strikker sig selv. Ledelses- relationer i klingende samspil”. In Revision og Regnskab- svæsen.
Pascal, Blaise (1669). Pensées de M. Pascal – Sur la Religion er sur Quelques Autres Sujets. del 6. Min oversættelse.
Rosa, Hartmut (2016). Resonanz: Eine Soziologie der Weltbezie-
hung (4. udgave). Berlin: Suhrkamp Verlag. Min oversættelse.
UVM (2020). Folkeskolens fag. https://www.uvm.dk/folke- skolen/fag-timetal-og-overgange/fag-emner-og-tvaergaaende- temaer/folkeskolens-fag – hentet 4. september 2020
