Denne tekst handler om Menneskeporten som det fælles tredje – det handler om levendeværen. Om det vidunderlige tredje sted, som vi kan finde sammen omkring, når vi ikke forbliver indesluttet i os selv. Jeg oplever, at vores skoler trues af et omsiggribende fagligt, sagligt og evaluerende tunnelsyn, der ikke levner plads til at være et levende menneske – og jeg forsøger med udgangspunkt i min egen kunstneriske praksis at vise vejen til en skole, der bygger på levendeværen; på en anerkendelse af og respekt for Menneskeporten i ethvert barns og enhver voksens øjne. Teksten tager afsæt i min leg med ordene i forsøget på at komme tæt på et bedre medmenneske-syn: hvad med se-eftersyn, indsyn og samsyn? Og nu til sagen.
Tre måneder om året lægger jeg forskning, kunstskole-undervisning og forfattervirksomhed til side. Så tager jeg tre flyvemaskiner op til det nordligste Norge og bagefter i bandbus rundt i Danmark og spiller koncerter. En masse koncerter. For en masse børn! Jeg spiller for og sammen med mere end 12.000 børn årligt, og vi musikeres glæde ved at spille musik og sprede god energi og besættende rytmer er stor og livgivende. Men ved hver koncert sker der også noget andet, som er helt specielt: noget, som jeg er kommet til at holde så meget af. Og det handler om øjne. Børns øjne!
Normalt, når vi vil noget med verden og med hinanden, så ser vi på verden og på hinanden. Vi ser på en forunderlig måde uden-på hinanden! Og oftest ser vi på denne måde forbi hinanden. Vi har for travlt med alt det tilsyneladende vigtige, som vi vil i livet. På mål, nytte, strategi og på vores forsøg på reduktion af den grundlæggende usikkerhed, angst og bæven, som ethvert menneskeliv må udfolde sig igennem. Vi ser derfor kun overflader, som vi kan flytte rundt på og gøre noget ved. Muligheder, planer, hierarkier, roller, masker og funktioner. Vi har i den grad vænnet os til at se overflader, at vi efterhånden finder tryghed i det overfladiske. Vi har vænnet os til at overse hinanden – og i en eller anden vigtig sags tjeneste overser vi så ofte og så meget, at vi helt har glemt, hvordan man ser efter, ser ind i og ser sammen. Det er skidt, for vores øjne er – som en Menneskeport – selve vejen ind til den, vi egentlig er; og hvad sker der med en port, der aldrig bliver åbnet? Den ruster fast. Vi ved godt, hvad et eftersyn betyder, når vores bil trænger til en kærlig hånd; men hvad med os mennesker? Hvad med et se-eftersyn til os voksne, hvad med børnene?
Børn er vidunderlige, fordi deres øjnes Menneskeport endnu ikke er rustet fast. Porten står måske nogle gange pivåben og andre gange lidt på klem, men den lukkes aldrig helt. De er jo endnu stadig børn. Jeg står på scenen og spiller koncert – måske i nordnorske Svolvær, måske i danske Gråsten – og jeg ser ud på en sal fuld af 160 unger. De fleste er glade, fulde af krudt og spillopper. Men så er der også de børn, der sidder lidt hen for sig selv. Deres Menneskeport er – modsat de andre børns – ikke vidt åben. Den står på klem eller er næsten lukket, men da de stadig er børn, så vil deres endnu brændende nysgerrighed ikke tillade porten at smække i. Og det er min chance!
Mens jeg spiller, ser jeg dem med både mine øjne og med vores musik. Det første forsigtige kig ind ad Menneskeporten er som den første åbning i skak: skal vi spille sammen? Det er en invitation. Og i det næste kig ser jeg igen ind i barnets øjne, og barnet ser, at jeg ser derind. Barnet ser, at det bliver set! Det er som en kædereaktion, og det er livgivende dejligt. Barnet smiler genert og ler stille. Det er ligesom de gemmelege, vi legede, da vi var børn. Det er en fryd at gemme sig og ligge og følge med i de andres eftersøgning. Men det er en katastrofe ikke at blive fundet. Vi vil så gerne findes dér, hvor vi er. Jeg flytter mit blik væk og hen på nogle af de andre 160 unger, og vi spiller løs på kontrabas, trommer og vibrafon. Og så, et par minutter senere, vender jeg for tredje gang mit blik mod barnet og ser igennem Menneskeporten. Og nu er der rigtig kontakt! Portens låger åbner sig, og barnet kommer til det fælles tredje: til den fælles levendeværen i salen, som kun kan findes imellem os; ganske som den dynamiske spænding mellem en nordpol og en sydpol kræver dem begge uden at kunne findes isoleret hos nogen af dem.
At være menneske er ikke noget, der skal overstås. Og en menneskeskole kan derfor heller ikke være noget, der skal overstås. En menneskeskole er det fælles tredje, som strømmer frem, når vi ser efter, ser ind og ser sammen. Og her rækker et snæversyn på saglighed, faglighed og nytte ikke. Livet er nemlig ingen af de tre! Livet er bedst, når det er levende, og det er der faktisk megen både saglighed, faglighed og nytte i. Men det er ikke drevet af saglighed, faglighed og nytte. Sagligheden, fagligheden og nytten følger af sig selv med, når vi sammen lever et levende liv.
Bagefter koncerten er jeg ved at pakke min bas sammen. Pludselig kommer et barn løbende hen og giver mig et kæmpe kram. Det er dette barn, som jeg har set undervejs i koncerten, og som har set mig. Vi har set igennem hinandens Menneskeporte, og vi har fundet vej til det fælles tredje. Taknemmeligheden er vi fælles om. Fra dette udsigtspunkt er der ikke grænser for, hvor langt, vi kan se, hvor høj en faglighed, vi kan nå og hvor sagligt, vi sammen kan undre os over verden. Vi skal blot huske på at holde portens låger velsmurte og i stadig bevægelse. For det levende livs skyld. Livet levendegøres igennem samlivet. Børns øjne – Menneskeporten og det fælles tredje!
